Middelalderborg kan trække flere besøgende

Af Helle Lenschow - Tirsdag d.29 September 2020 - Kl.7:59

Borgens potentiale skal udnyttes bedre

Levendegørelse af Middelalderen er populært, men formidlingen kan udvikles yderligere.

Antallet af besøgende på Spøttrup Borg skal fordobles. Det mener Museum Salling, der har et ønske om at bringe antallet af gæster op på 60.000 styk årligt. Derfor har museet søgt om en million kroner i 2021 til udvikling af Spøttrup Borg, og forleden nikkede et enigt byråd i Skive ja til at give pengene. Det skete under budgettes første behandling. Anden behandling finder sted i starten af oktober, og også her forventes byrådet at sige ja. Dermed kan arbejdet med at trække flere turister og lokale til borgen starte.
Præcist, hvad pengene skal bruges til, kan Museum Salling endnu ikke sige mere om, men der er tale om at udvikle et nyt formidlingskoncept. For at komme i gang skal der ansættes en projektleder, der både kan søge penge hjem til det nye koncept men også gennemføre det. Desuden skal Slots- og Kulturstyrelsen, der ejer den gamle middelalderborg, også involveres i arbejdet.

Flere muligheder
Spøttrup Borg har tidligere haft et højere besøgstal, men de seneste cirka 10 år  er det faldet. Den udvikling skal gerne vendes, og tilbage på det antal, som det var for år tilbage.
Før budgetansøgningen har museet således fået udarbejdet en analyse af Spøttrup Borgs turisme- og oplevelsespotentiale. Det er et analysebureau med ekspertise indenfor turisme- og oplevelsesudviklin, som sammen med Museum Salling har identificeret en række konkrete indsatser, der skal løfte besøgstallet inden for fem år. Analysen peger blandt andet på en mulighed for at trække flere turisterne på Vestkysten og i Aarhus.
Museet har desuden været i kontakt med blandt andre Færchfonden, A. P. Møllerfonden og Augustinus, som alle har vist positiv interesse for formidlings-projektet. 
Udover at kunne trække flere turister til egnen, vil en bedre udnyttelse af borgens potentiale sandsynligvis også kunne skabe lokale arbejdspladser.
Spøttrup Borg er Danmarks bedst bevarede middelalderborg, og Skive Kommunes største turistattraktion med cirka 30.000 betalende gæster årligt. 





Nyheder

Persondatapolitik

Du kan downloade en APP til din
telefon/tablet, så fungerer det optimalt
når du skal læse avisen online.
Appen fåes til både
Iphone og Android