Nu kan du svømme trygt ved Ålbæk

Af Helle Lenschow - Tirsdag d.23 Juni 2020 - Kl.10:06

Igen i år er Ålbæk Strand blevet tildelt Blå Flag

Flaget er hejst uden festlighederne i år.

Det Blå Flag er garant for, at badevandet er rent, sikkerheden er i orden, og der er fokus på miljøet.
Der plejer at være arrangementer med festligholdelse af hejsning af det Blå Flag i Ålbæk, men det måtte desværre aflyses på grund af corona. Så derfor hejser Skive Kommunes Park og Vej afdeling flaget i år.
Hvert år er der Blå Flag arrangementer med fjordvejleder Jesper Nielsen Krogh. Det vil der også være i år. Heldigvis er der nu mulighed for, at der kan være op til 50 deltagere – og alle husker selvfølgelig at holde afstand og passe på hinanden.
Fællesoverskriften for årets Blå Flag arrangementer i Skive Kommune er Til Middag med Fjordens dyr. Næste gang er fredag den 10. juli på Ålbæk Strand. Her kan du høre om og opleve strandsneglene ser man både over og under vandet, så hvordan kan de overleve begge steder? Vejlederen fortæller om deres liv og sammenligner dem med landlevende snegle. Strandsnegle er ret hårdføre, og derfor kan man lave et lille akvarie med de vigtigste fornødenheder. Jesper Nielsen Krogh viser, hvordan du gør. Han har som sædvanlig grej med, som du kan låne.
Fredag den 17. juli er der igen Blå Flag Arrangement ved Ålbæk Strand og denne gang om østers. Der plejer at være mange østers tæt ved stranden, både den lokale og den invasive. Kom og hør om kampen mellem de to arter, og hvad det har af betydning for livet i fjorden.
Der vil være smagsprøver, og du lærer at se forskel på dem. Jesper Nielsen Krogh giver tips og gode råd til, hvordan du kan åbne dem og tilberede dem. Du må låne af  hans grej.
Der vil blive taget særlige hensyn begge gange til personer med indlæringsvanskeligheder/bevægelseshæmmede, men alle er naturligvis velkomne.
Arrangementerne kan blive ændret på grund af corona – tjek på skive.dk/blåflag, om der er ændringer.





Nyheder

Persondatapolitik

Du kan downloade en APP til din
telefon/tablet, så fungerer det optimalt
når du skal læse avisen online.
Appen fåes til både
Iphone og Android