Nu kan du tilmelde dig Klovneløb i Spøttrup 2022

Af Helle Lenschow - Mandag d.23 Maj 2022 - Kl.8:57

Bak om om indsamling til hospitalsklovnene


Løbet handler ikke om at være hurtigst, men om at have en hyggelig dag.

De seneste år har Skiveegnen hvert år haft et klovneløb, hvor der samles penge ind til de danske hospitalsklovne på hospitalernes børneafdelinger, og i år finder det sted den 12, juni i Spøttrup.

Det er Maria Kobs Laursen fra Rødding, der står bag løbet, og hun håber, at mange vil deltage og bakke op om den gode sag - også gerne børnefamilier, da løbet har plads til alle.

Løbet starter og slutter ved Spøttrup Kro, og der vil være friskbrygget kaffe og saftevand til deltagerne.

I år afholdes der ikke mindre end 57 Klovneløb fordelt over hele landet til fordel for Danske Hospitalsklovne. Klovneløb er for alle, store og små, løbende og gående. Klovneløbet handler ikke om at være hurtigst, men om at få en hyggelig dag med familie, venner og kollegaer.