Oddense Multihal er godt på vej

Af René Jannick - Tirsdag d.15 Juli 2014 - Kl.14:43

Vejrguderne har været med byggeriet af den nye multihal og kulturhus i Oddense




Vejrguderne har været med byggeriet af den nye multihal og kulturhus i Oddense. Over bare få måneder har borgerne kunnet følge den hurtigt fremadskridende proces op til noget man rent faktisk kan forholde sig til, i form af bygningsformer og størrelser - fremfor tegninger og forklaringer. Projektgruppens Alfred Bruunsgaard var med os på byggepladsen, og han kunne fortælle at byggeriet kunne forventes færdig til ibrugtagning 1. januar 2015. Men mon ikke det gode vejr kommer bygherrerne til gode i den sidste ende, så bygningerne står klar før deadline.







Den nye multihal er kommet under tag - og det samme er det kommende cafeteria og fællesareal som forbinder multihallen med den eksisterende hal. Også i „det gamle byggeri“ bliver der foretaget ændringer i såvel omklædningsrum og dommerrum, som totalt nyrenoveres,- der laves også tilbygning og forandring af de eksisterende lokaler, så man fremover har såvel fitness som spinningrum,- ønsker der har stået højt på ønskesedlen.





Den nye multihal skal samtidig fungere som „erstatning“ for det gamle forsamlingshus ikke langt derfra, og får alle de fordele, det gamle forsamlingshus ikke længere kunne honorere uden betragtelige nyinvesteringer - og det på „lånt tid“. 



Alt i alt ser det ud til at Oddenseborgerne med den økonomiske opbakning til det nye multihalprojekt har gjort sig et godt køb med en solid fremtidssikring!