Oplev Danmarks smukkeste juleudstilling

Af Helle Lenschow - Tirsdag d.17 November 2020 - Kl.10:48

Lihme Husholdningsforening inviterer på udflugt til Nørre Vosborg.

Birgit Jørgensen og Gerda Thyrestrup foran to store søjler pyntet med kogler, kugler, lys og grøn mos.

I disse tider, hvor corona lukker mange oplevelser ned, går Lihme Husholdningsforening mod strømmen. Alle, som tilmelder sig senest den 20. november, har derfor muligheden for at komme med til årets flotte og store juleudstilling på Nørre Vosborg. Det sker den 29. november, hvor deltagerne kører fra Lihme Medborgerhus. Der er plads til 30 deltagere, og på Nørre Vosborg har de hele udstillingen for sig selv. Der udleveres mundbind og håndsprit - og man skal huske godt fodtøj.
- Vi opfylder naturligvis alle restriktionerne, og vi håber, at folk har lyst til at tage med og opleve udstillingen, som er helt utrolig flot og unik. Arrangementet er både et forsøg på at skabe en oplevelse i en tid, hvor meget er aflyst, men vi holder også turen, fordi vi synes, at den er sikker, og fordi udstillingen kun kan ses lige nu, siger Birgit Jørgensen, der er medlem af Lihme Husholdningsforenings bestyrelse til Spøttrup Ugeavis.
Hun har et særligt forhold til udstillingen, for hun er nemlig en af de frivillige der den seneste tid har arbejdet med at gøre udstillingen klar.
- Det har taget fem uger at opbygge udstillingen af mere end 200 kreative frivillige, der på skift har arbejdet fra klokken 9 morgen til langt ud på aftenen hver eneste dag. Coronaen har gjort at der max måtte være 50 personer ad gangen, siger Birgit Jørgensen.
Arbejdet er blandt andet foregået sammen med Birgit Jørgensens tidligere arbejdskollega Gerda Thyrestrup fra Holstebro.
- Gerda og jeg er gamle kollegaer, som igen har arbejdet sammen i dette fantastiske projekt. Det har været helt vildt skøn og sjovt at være med til. Det er også dejligt at møde en masse af de andre frivillige, som kommer fra hele landet. Eventyret er ikke helt slut endnu for os, for mens udstillingen løber, er der stadig behov for frivillige, så én af dagene har vi meldt os til at stå i en pop-up butik tilknyttet Danmarks Smukkeste Juleudstilling, siger Birgit Jørgensen.

Mange overraskelser
Turen for de tilmeldte fra Vestsalling starter med et foredrag med blomstermanden Johnny Haugaard, som mange nok kender fra TV, og herefter kan alle bevæge sig igennem juleudstillingen på egen hånd.
- Johnny vil fortælle om tilblivelsen af udstillingen, hvor idéerne kommer fra, og hvad deltagerne kan forvente sig af overraskelser, mens de bevæger sig igennem de pyntede herregårdsstuer. Jeg kan kun sige, at det VIRKELIG er en oplevelse og et besøg værd, siger Birgit Jørgensen.
Hun forklarer, at deltagerne som gruppe har ansvar for at overholde de gældende restriktioner.
- Det er derfor vigtigt, at deltagerne ikke færdes i grupper med mere end 10 personer, holder afstand imellem jer og bærer mundbind eller visir på de steder, hvor dette er påbudt. Desuden skal vi naturligvis overholde de til tiderne gældende restriktioner, siger Birgit Jørgensen.