Oplev de flittige hænder i Oddense

Af Helle Lenschow - Tirsdag d.27 September 2022 - Kl.8:41

Mødestedet for kreativt håndværk holder åbent hus.

Folkene bag vævestuen inviterer indenfor den 1. oktober, hvor du kan opleve gamle håndværk i Oddense - og prøve dem selv.

Trædrejerne er også til stede, sammen med en lang række andre aktiviteter.

Er du vild med kreativt håndværk, og kunne du måske tænke dig at dyrke det som en hobby sammen med ligesindede? Så kig forbi Træmuseet i Oddense den 1. oktober. Her slår museet sammen med Mødestedet for kreativt håndværk dørene op til en dag i de gamle håndværks tegn, og der er masser af oplevelser for hele familien.
Over alt på museet vil der denne dag være flere work- shops, hvor deltagerne gratis og uden tilmelding kan opleve, blive inspireret og prøve mange forskellige håndværk sammen med de erfarne udøvere. 
Der vil også være rundvisning på museet og gratis kaffe, te og saft samt kage, lige som TKC Mads foodtruck holder på P-pladsen, så alle, der er ekstra sultne, kan købe en lækker frokostburger.
- Alle er velkommen - både børn og voksne fra Salling, Skive og opland, og vi glæder os til at vise, hvad vi kan, siger Else Godsk Vestergaard, der er en del af mødestedet i Oddense. Her er hun blandt andet fast deltager i vævestuen, der har været med til at bringe de gamle væve på museet til live igen.
Hun fortæller, at alle er velkommen til at komme og deltage i nogle af de kreative håndværk på museet, hvor folkene fra Mødestedet For Kreativt Håndværk har lånt lokaler rundt om i huset. Udover at dyrke de forskellige håndværk, bevare dem og lære af hinanden, så er tanken også at skabe et fællesskab - langt ud over Oddense. I dag kommer der således deltagere fra hele kommunen og endda fra nabokommuner for at være med, når de forskellige grupper i Mødestedet for Kreativt Håndværk mødes.
- Kan man ikke komme forbi og besøge os den 1. oktober, så er man altid velkommen en anden dag. Træmuseet kan formidle en kontakt til en fra gruppen, siger Else Godsk Vestergaard.

Mange oplevelser
Mødestedet for Kreativt Håndværk har til formål at give alle med samme interesse en mulighed for sammen at være aktive, udveksle erfaringer, inspirerer og vejlede hinanden. Hvis man har et forslag til en ny hobby eller aktivitet, så hører folkene fra Mødestedet gerne om det. 
Den 1. oktober kan du prøve flere spændende håndværk i Oddense. Træmuseet inviterer  for eksempel alle til at prøve det gamle værktøj, du kan se hvordan kurver og skåle bliver lavet i halm, prøve at dreje i træ, blive introduceret til intarsia og prøve at løvsave. Desuden kan du se, hvordan møbelpolstrerne arbejder, lige som Nørklerne inviterer dig til at prøve at hækle i tynde og tykke garner, prøve at strikke på tykke og tynde pinde og prøve plantetryk. Væverne inviterer dig til at prøve at væve på rammevæve, prøve at væve kludetæppe på skaftevæv, og der er mulighed for at blive introduceret til billedvævning, brik og båndvævning og perlevævning.
Er der interesse for et kursus i læderarbejde eller i fremstilling af knivskafter, så hører folkene bag Mødestedet også gerne om det denne dag.
- Der vil være aktiviteter, som er for voksne, men også mange, hvor børn kan være med, siger Else Godsk Vestergaard.
Samme dag er der Åbnet hus på MakVærket i Oddense.





Nyheder

Persondatapolitik

Du kan downloade en APP til din
telefon/tablet, så fungerer det optimalt
når du skal læse avisen online.
Appen fåes til både
Iphone og Android