Padelbane på vej i Spøttrup

Af Helle Lenschow - Tirsdag d.24 Marts 2020 - Kl.9:37

Vestsalling Tennisklub får 180.000 kroner fra Landsbyudvalget til en padelbane.

(Foto: A-Sport A/S)

Ny sportsgren på vej i Vestsalling.
Vestsalling Tennisklub får 180.000 kroner fra Landsbyudvalget til en padelbane. Dermed åbnes muligheden for en helt ny sportsgren lokalt.
Klubben har 30-års jubilæum i år og havde i 2019 72 medlemmer. For fortsat at opretholde et højt aktivitetsniveau, har foreningen taget initiativ til etablering af en padelbane. Ifølge Dansk Padelforbund, er padel, tidligere kaldet padel tennis, en sport, der bedst kan beskrives som en blanding af 80 procent tennis og 20 procent squash. Det er en helårssport, der primært dyrkes udendørs. Banen er lidt mindre end en tennisbane og som i squash, bruges væggene, der er beklædt med glas. Padel spilles altid som double og er således et meget socialt spil. 
Tennisklubben har opbakning fra lokalsamfundet - Spøttrup Kulturhal, Spøttrup Motion og Sport, Vestsalling Petanque Klub og Foreningen til Idrættens Fremme i Spøttrup - både generelt og til det konkrete projekt. Tilsvarende tennis- og petanquebanerne, vil padelbanen også kunne benyttes af lokale borgere, turister og sommerhusgæster, der ikke er medlemmer af Vestsalling Tennisklub. 
Der er bevilget byggetilladelse. Ansøger forventer at kunne indvie den nye padelbane til jubilæet den 3. maj i år.