Passionerede ildsjæle samler Ramsing

Af Helle Lenschow - Tirsdag d.25 August 2015 - Kl.10:14

Borgernes indsats i Ramsing virker. Takket være fælles fodslag er det lokale forsamlingshus ikke blot reddet men, også renoveret og udlejes nu til glæde for folk fra nær og fjern.

Erik Graversen og Anton Pedersen modtager checken fra den udsendte fra Tuborg Fonden. Foto: Thomas Kellberg - FotoT.

Borgernes indsats i Ramsing virker. Takket være fælles fodslag er det lokale forsamlingshus ikke blot reddet men, også renoveret og udlejes nu til glæde for folk fra nær og fjern. 
Det nytter noget, når borgerne i de mindre lokalsamfund står sammen om et projekt. I Ramsing kastede den daværende bestyrelse omkring byens forsamlingshus håndklædet i ringen i 2008. Der var indkaldt til borgermøde, hvor en lukning af det gamle hus truede, men så trådte borgerne i karakter.
I dag kan byen derfor bryste sig af et flot nyrenoveret samlingspunkt, der anvendes til mange formål, og som sidste år var udlejet mere end 60 gange. Og det glæder to af de ildsjæle, der i 2008 gik med i den nye bestyrelse under Ramsing Borgerforening i et forsøg på at redde huset, der både var faldefærdigt og trængte gevaldigt til et økonomisk løft. I dag står Erik Graversen og Anton Pedersen mest for udlejningen af forsamlingshuset, men selvom de ikke sidder i bestyrelsen mere, er de stadig meget aktive omkring huset, og de ser tilbage på nogle begivenhedsrige år.
- Den gang var opgaven simpel: Få styr på udgifter og indtægter. Der var generel manglende styring med mange ting, og som eksempel overtog vi en varmeudgift på 43.000 kroner. I 2014 var samme regning på 18.400 kroner. Sammen med det daværende Spar Salling lavede man en fond, som alle byens borgere indbetalte et beløb til. Det var låst der i fem år, hvorefter forsamlingshuset modtog renteafkastet. Det renteafkast bruger vi stadig i dag, og så er der kommet mange gode måder at søge penge - også i den nye Skive Kommune. Vi stemte også dørklokker, og generelt har borgere bare vist en enorm opbakning, som de fortjener stor ros for, siger Anton Pedersen, mens han viser rundt i et hus med moderne køkken, isolerede rum, fine toiletter og en lys og imødekommende sal med scene.

Læs mere i avisen ...