Publikum trodsede regnen og fik en fest i Sundsøre

Af Ture Damtoft - Tirsdag d.1 August 2017 - Kl.11:07

Sundsøre Musikfestival, der stadig kaldes Junget Festival i folkemunde, blev skudt igang fredag af det lokale danseband Klør 4, og det markerede samtidig deres festivaldebut.

Der var godt gang i luftguitarerne under årets udgave af Sundsøre Festival. Foto: Jan Sand.

Sundsøre Musikfestival, der stadig kaldes Junget Festival i folkemunde, blev skudt igang fredag af det lokale danseband Klør 4, og det markerede samtidig deres festivaldebut. 
De havde op til festivalen været godt gang i deres øvelokale, så musikken sad lige i skabet, og Klør 4 leverede en fantastisk indsats. 
Som de første timer gik, kom der også flere til, efterhånden som folk blev friske efter forfesten dagen før. Den var blevet ved til lidt senere end ret sent.
Rock Parade med Den Syngende Bager, Thomas Pedersen, serverede et stort og bredt udpluk af fantastiske cover numre. 
Midt under festlighederne fredag aften, blev der trængsel i de mange telte. En regnbyge havde også hørt om festivalen og den gode stemning på stranden i Junget, for den sendte en meget righoldig regnbygehilsen til de mange folk. 
De befriende telt-duge blev godt besøgte, mens musikerne Trio 413 fra Nykøbing Mors stod tørt på scenen og fortsatte festen. 
Ib Grønbech skabte en god stemning og højt humør inden Smukke Møller, med deres klassiske Gasolin musik, lukkede festen af med maner, og folk fik en rigtig god slentretur ud over Langebro, over til Rabalderstræde, hvor Smukke Charlie på hans Harley drønede 100 kilometer i timen derudaf.