Pulsen satser på halbal i september

Af Helle Lenschow - Tirsdag d.12 Maj 2020 - Kl.8:30

Køb din billet i god tid, lyder opfordringen.

Stig og Vennerne kommer - forhåbentligt - til Balling sidst i september. Foto: Stig og Vennernes Facebookside.

Efter en lang nedlukning af Danmark, er der med garanti flere, der trænger til en ordentlig fest, når landet igen åbner gradvis, og muligheden håber Pulsen i Balling at kunne byde på. Her håber man nemlig stadig at kunne gennemføre det planlagte halbal den 26. september.
Her er der lagt op til en festlig aften med buffet fra Slagtermesterinden og Café Pulsen, mens Stig og Vennerne leverer musikken til en god omgang dans og fest.
- Vi har ikke aflyst arrangementet, og vi arbejder med forskellige muligheder, hvis det, af den ene eller anden grund, ikke kan gennemføres som planlagt, forklarer centerchef i Pulsen Kasper Juhl Olesen.
- Hvis vi bliver nødt til at afholde det en anden dato, vil din billet blive overført til den nye dato. Hvis det aflyses, eller du ikke kan på den nye dato, kan du selvfølgelig få pengene tilbage, tilføjer han.
Han opfordrer på den baggrund alle til at købe billetten i god tid, da man så bedre kan planlægge festen.
Det er også muligt at deltage uden buffet, lige som der kan reserveres bord i grupper, så de, der vil, kan komme til at sidde sammen.