Hylende morsom revy i Lem

Af Helle Lenschow - Tirsdag d.13 Februar 2018 - Kl.12:00

Opførelsen af revyen i Lem, der af Lem Borgerforening blev gennemført som det sidste af en række arrangementer under projektet Århus Europæisk Kulturhovedstad 2017, blev en stor succes.

I alt har 275 personer overværet revyen. Der var et pænt fremmøde allerede til generalprøven onsdag aften, og til premieren torsdag og festforestillingen lørdag, hvor samlingshuset var omdannet til et serveringsteater, blev der begge aftener spillet for fulde huse.
Revyen var sat op af den lokale kunstner Jens Jacobsen. Der blev spillet både på scenen og fra et lokalt nyhedsstudie ved siden af scenen. På den måde kunne revyen gennemføres uden de traditionelle pauser mellem de enkelte indslag. Der var virkelig tale om lokal revy på højt niveau.
Af sjove indslag fra revyen kan blandt andet nævnes at den lokale forening På Hat Med Tiden havde arrangeret en tur til en swingerklub til stor forargelse for en sur ægtemand. Konen kunne dog berolige den sure ægtemand med at foreningen skam havde fået dispensation til at beholde hattene på i swingerklubben.
En russisk maler, som var kommet til egnen, måtte sande at sproget er og bliver en udfordring. Derudover var der virksomhedsbesøg hos Vejby Grøntsagsgartneri. Her havde gartneren sit hyr med alt regeltyranniet. På grund af det stigende antal rollatorer i byen var der også en opfordring til at deltage i et rollatorkursus for at sikre de andre trafikanter i byen.
En ensom dame havde sin profil på Dating.dk. Efter 8 uger uden reaktioner foreslog bureauet en periode uden billede... De ældre i byen havde svært ved at huske navnet på byens sparekasse – men de var dog enige om at den unge pige, som kaldte den for Sparekassen Vendsyssel ikke var alt for klog. I et andet indslag måtte en patient efter en kraftig vaccination hos byens læge også lide den tort at indkassere fire parkeringsbøder, fordi han glemte bilen, da han fortumlet forlod lægen. Først fire dage efter kom han i tanke om, hvor bilen var parkeret. Revyen sluttede med X-faktor hvor Blachman som dommer optrådte i vanlig hård stil med sine kradse bemærkninger til deltagerne.  
Så der blev trænet lattermuskler i Lem alle dagene.