Rødding inviterer til æblefestival i oktober

Af Helle Lenschow - Tirsdag d.23 Februar 2021 - Kl.8:13

I landsbyen er man i fuld gang med at planlægge årets festival

Festivalen trækker borgere til i alle aldre.

På grund af Corona, er det ikke muligt at rejse til The Big Apple. Men det er heller ikke nødvendigt, for festivalgruppen som arrangerer æblefestivalen i Rødding er i fuld gang med at planlægge årets udgave, som vil finde sted lørdag den 16. oktober. Hvorfor tage til New York, når det sker så meget i Rødding? 
- Vi har vilde planer om at udvide festivalen til et 2-dages arrangement, hvis vores trofaste Street Food- og markeds deltagere forhåbentlig er med på idéen, siger medlem af festivalgruppen Karsten Villadsen til ugeavisen.
Igen i år vil festivalen finde sted på Den Røde Plads i hjertet af Rødding. På pladsen vil der være rig mulighed for at få mostet æbler af egen avl, møde eksperter på området, smage den fantastiske cider, købe lækker mad og spændende produkter i de mange forskellige boder. 
- Vi vil sørge for spændende foredrag om æbler, temaer med fokus på selvforsyning, biodiversitet og undgå madspild. Alt sammen noget der passer rigtig godt sammen med vores store passion for æbler, siger Karsten Villadsen.
Der bliver også lagt vægt på æbleaktiviteter for børnene, her kan nævnes mostning, bolchefremstilling og tilberedning af mad med æbler.  Lørdag aften vil der være fællesspisning og hyggeligt samvær på kroen, hvor æbler selvfølgelig er en af ingredienserne i maden. 
Med andre ord så vil Rødding være på den anden ende i weekenden op til efterårsferien, og Karsten Villadsen fortæller, at borgerne glæder sig til at tage imod gæster fra nær og fjern.