Rødding Friskoles årlige revy

Af Thrine Bertelsen, skoleleder - Tirsdag d.11 Februar 2014 - Kl.11:38

Børnene havde øvet på revyen hele ugen, de musikalske indslag var der blevet knoklet med i ugevis. Håret var sat, makeupen lagt, det perfekte kostume med den sjove hat var fundet, alt var klappet og klar.


Nede i salen sad forældre, papforældre, bedsteforældre, søskende, onkler, tanter osv. 140 mennesker var der blevet klemt ind i den lille gymnastiksal.
Og alt gik godt, en god og sjov revy med masser af god musik.
Alle elever fra 0.-9. Klasse var på scenen, og gjorde det super godt.
Det er fantastisk i løbet af ugen, at se hvordan de yngre og ældre elever supplerer hinanden, hjælper hinanden, har glæde af hinanden, og vigtigst af alt, de har det sjovt sammen på tværs af klassetrin.
Den erfaring børnene tager med sig, efter at have stået på scenen foran så mange mennesker, er uvurderlig. Det er utrolig at se, hvordan de vokser af oplevelsen. 
Børnene har virkelig nydt ugen, og da premieren var slut, spurgte de første allerede:“ hvornår ska’ vi lave revy igen?“

Thrine Bertelsen, skoleleder på Rødding Friskole