Skive Kommune har hollandsk arbejdskraft i kikkerten

Af Helle Lenschow - Onsdag d.2 Januar 2019 - Kl.8:36

Skive Kommune er repræsenteret på Europas største jobmesse i Holland, der slår dørene op til februar.

Skive er et attraktivt sted at leve og arbejde, og det skal formidles på messen. Foto: Marlene Trolddal Festesen.

Der er mangel på kvalificeret arbejdskraft hos virksomhederne i Midt- og Vestjylland. Derfor har de syv kommuner i Business Region MidtVest indledt et samarbejde om at rekruttere medarbejdere fra Holland. Sammen vil de synliggøre denne del af landet som et attraktivt sted at leve og arbejde. Det sker på en fælles stand på Europas største, internationale karrieremesse Emigration Expo, der hvert år afholdes i Holland. Messen, der løber af stablen 9. til 10. februar samler hvert år cirka 12.000 hollændere, der er interesserede i at forlade deres hjemland for at få et job og en hverdag i et andet land.
Skandinavien er i år fokus-marked på messen. På baggrund af et initiativ fra organisationen Work in Denmark, at kommunerne i Midt- og Vestjylland besluttede at indgå i et fælles dansk område på messen. Andre aktører fra Danmark er blandt andre Dansk Industri, Copenhagen Capacity, Work-Live-Stay, Odense Robotics og Destination Århus.
Valget faldt på netop denne messe, da andre danske organisationer har gode erfaringer derfra. Desuden er Holland og Danmark både geografisk og kulturelt ikke så langt fra hinanden.

Læs mere i avisen ...