Sparekassen bevarer afdelingen i Balling

Af Helle Lenschow - Tirsdag d.9 Marts 2021 - Kl.9:49

Kunderådgiverne samles i Skive.

Hovedkontoret i Balling består med de administrative opgaver især. Foto: Sparekassen Balling.

Sparekassen har hidtil haft fire kunderådgivere siddende i Balling, men nu samles de i Skive, hvor der i forvejen sidder andre rådgivere i afdelingen der. Det betyder, at Sparekassen fremover har 13 rådgivere i Skive. Sparekassen er dog ikke på vej ud af Balling, forklarer direktør Kurt Nielsen til ugeavisen.
- Vi vil fortsat have vores administrative hovedkontor  i Balling, lige som cirka en tredjedel af vores samlede medarbejderstab også stadig vil arbejde i Balling, siger han.
Kurt Nielsen forklarer, at sparekassen samler rådgiverne i én afdeling for at styrke den daglige mulighed for faglig sparring og samtidig gøre sparekassens kunderådgivningsafdeling mere attraktiv at søge til, når man er på udkig efter arbejde. Endelig øges mulighederne for at fastholde dygtige ansatte.
- Vi ønsker fortsat at adskille os fra andre pengeinstitutter ved at have nogle virkelig dygtige ansatte, og det mener vi, at vi bevare og fremtidssikre ved at samle rådgiverne i Skive, siger Kurt Nielsen.
Kan aftales
Årsagen til, at kunderådgiverne flytter til Skive, er, at mange af de opgaver, som tidligere krævede et direkte møde med en rådgiver i sparekassen, i dag i højere grad ordnes af kunden selv via netbank, mobilbank og måske onlinemøder med en rådgiver. Det er derfor kun de større beslutning - såsom køb af hus og bil - som kræver et direkte møde.
Hvis du ikke kan eller ønsker at bevæge dig til Skive for at møde en kunderådgiver fra Sparekassen, så er der råd for det. Der er således fortsat en personlig betjent kasse i Søndergade i Balling, hvor kunderne kan henvende sig. Denne er åben på deltid. 
- Og hvis der er kunder, som har behov for at mødes fysisk med deres underådgiver i Balling, så kan de altid booke en aftale. Vi er fleksible, siger Kurt Nielsen.