Tingfinderiet bliver til en butik

Af Helle Lenschow - Tirsdag d.7 Juli 2015 - Kl.8:21

Det startede med en brændende interesse for gamle ting og sager, og i 2011 åbnede Tina Koudal et loppemarked på fuld tid med salg på privatadressen Buksager i Krejbjerg.

Tina fornyer sig hele tiden. Her ses hun i den nyeste afdeling, der følger trenden med genstande der er store hits lige nu.

Det startede med en brændende interesse for gamle ting og sager, og i 2011 åbnede Tina Koudal et loppemarked på fuld tid med salg på privatadressen Buksager i Krejbjerg. Fra et enkel rum med fund har Tingfinderiet roligt vokset sig større ad åre, og i dag kan man gå på opdagelse i 800 kvadratmeter butik fyldt med håndplukkede fund i alle prisklasser.
- Jeg har besluttet at skifte logo og skilte ud, så jeg signalerer, at Tingfinderiet er en rigtig butik og ikke længere et loppemarked. Skiltene tilgodeser kunderne, som kommer fra både hele Danmark og udlandet i form af turister. Teksterne står derfor på både dansk, tysk og engelsk, og på sigt er det planen også at få hjemmesiden oversat til flere sprog, siger Tina Koudal, der er glad for, at opbakningen til Tingfinderiet er så stor, at det trods krisetid er lykkes at fortsætte med at udvikle stedet.
- Jeg er meget ydmyg omkring den flotte opbakning, som kunderne viser mig. Jeg har et koncept, der bygger på ærlighed. Der står ingen ting her, som jeg ikke selv kan lide. Alt er håndplukket - ofte på rejser i udlandet, og senest i Frankrig, fortæller Tina Koudal, der har åbent alle dage undtagen tirsdage i hele sommerferien.
- Jeg brænder for gamle ting og sager, og det smitter til butikken. Kunderne kan mærke, at jeg har et forhold til hver enkel ting her. Og jeg fortæller gerne om tingenes historie, siger Tina Koudal.