TKC Mad overtager 
på travbanen

Af Helle Lenschow - Tirsdag d.8 December 2020 - Kl.10:52

Fra 1. januar 2021 er det TKC Mad A/S på Holstebrovej ved Kærgårdsholm, der står for maden i både cafeteria, restaurant og selskabslokaler på Skive Travbane. I lokalerne kan der holdes alle typer af fester.

Fremover vil TKC Mad A/S stå for maden på Skive Trav. Foto: Skive Travs Facebookside.

Nanna Primdal Kristoffersen, der ejer TKC Mad A/S, fortæller til ugeavisen, at virksomheden netop har underskrevet forpagtningsaftalen, og at man glæder sig til at komme i gang.
- I første omgang skal vi renovere lokalerne og sætte vores eget præg på dem. Men det er muligt allerede nu at booke en fest på travbanen hos os. Det gør man ved at kontakte TKC Mad, siger hun.
Fra januar vil det lokale firma desuden stå for bespisningen til alle løb på banen.
- Det er nyt for os at have selskabslokaler, og vi glæder os over denne mulighed. Vi oplever, at Skive Trav kan åbne nogle døre for os, og samtidig vil vi gerne vise, at vi kan lave meget andet end pensionistmad, som vi er mest kendt for. Vi kan fremover tilbyde en hel festpakke inklusiv alt - også lokaler, siger Nanna Primdal Kristoffersen.
Både pensionistmaden og mad ud af huset fortsætter som hidtil.
- Vi er også stolte over at få lov til at være med til at bære historien videre på en af landets få tilbageværende travbaner, hvor der hvert år kommer mange mennesker, siger Nanna Primdal Kristoffersen.