Topmoderne vaskehal indvies i Balling

Af Helle Lenschow - Tirsdag d.8 Oktober 2019 - Kl.8:50

Allerede på fredag den 11. oktober kan du være med til at indvie den nye vaskehal, som Dagli’Brugsen Balling har etableret i Balling ved brugsen.

Den nye hal er miljøvenlig og moderne.

Allerede på fredag den 11. oktober kan du være med til at indvie den nye vaskehal, som Dagli’Brugsen Balling  har etableret i Balling ved brugsen. Her vil bestyrelsen grille pølser,  og så kan bilisterne vaske deres bil gratis i hallen om eftermiddagen.
Brugsuddeler Mikkel Janum fortæller, at indvielsen er den lille indvielse, hvorefter der i uge 42 kommer en stor åbningsfest, der strækker sig over tre dage. Dette kan du naturligvis læse mere om i næste uges avis.
- Vi er utrolig stolte over, at vi i Balling kan bygge en vaskehal af denne type. Det er en god service for os at yde til vores mange trofaste kunder, siger Mikkel Janum.
Den nye hal har flere fordele. Det bliver således lettere at bruge vaskehallen, fordi bilister ikke længere skal bakke ud, men kan fortsætte ligeud, når vasken er færdig. Desuden har vaskehallen fået en mere synlig placering, og samtidig er den udstyret med den nyeste teknologi, så bilisterne får den bedst mulige vask og desuden får flere vaskemuligheder. Oven i disse fordele, kan brugerne fremover glæde sig over at vaske miljøvenligt. For vaskehallen svanemærkes som en konsekvens af den miljøvenlige tilgang. Blandt andet renses og genbruges vandet i hallen. 
Antallet af vaske i den nye hal forventes at stige med 50 procent fra de nuværende cirka 10.000.
- Vi håber, at mange vil komme og deltage i den lille indvielse fredag og prøve hallen gratis, siger Mikkel Janum.