Tour de Spøttrup

Af - Tirsdag d.26 August 2014 - Kl.11:37

”Pulsen i Salling” dannede i år rammen om arrangementet ”Tour de Spøttrup”, som fandt sted lørdag den 23. august

Arrangørerne Balling Cykelklub havde håbet på lidt flere end de 125 som indskrev sig på dagen. En af årsagerne var helt sikker de gevaldige regnbyger der drev ind over området lidt før middag.



Der var mulighed for tilmelding til 2 løberuter på hhv. 3 og 9 km. For cyklisterne var der mulighed for at deltage på 12, 36 eller 66 km. Tilmelding og information til deltagerne foregik i det store ovenlys aktivitetsområde, selv om det stadig ikke er helt færdig. 
Løberne skulle ud på en rute på 3 km, og for de der havde tilmeldt sig 9 km, skulle de gennemløbe ruten 3 gange, og hvor de på hver omgang skulle løbe igennem Pulsens store åbne område. Dette gjorde at oplevelsen for både løbere og tilskuere blev noget helt særligt. Vinderne på de 2 ruter blev Jakob Thorgaard på 3 km. og Keld Vejlgaard på den lange.



Cyklisterne, hvoraf hovedparten var tilmeldt på 66 km ruten, måtte igen sande, at vejret i august er omskiftelig. For ikke blot blæsten måtte deltagerne kæmpe mod fra Saugstrup og helt til Ny Mølle, men der kom også nogle gevaldige regnbyger, og med det til følge, at flere oplevede punkteringer.
Vinderen på 12 km blev Anne Mette Christensen, på 36 km kom Christian Pedersen suverænt ind på en førsteplads, og endelig vandt Nikolaj Gudiksen den lange distance.
Hvis ikke deltagerne vandt konkurrencen, ja så var chancerne for at vinde en af de mange lodtrækningspræmier skænket af lokale virksomheder stor.
De nye indbydende lokaler i Pulsen gjorde, at mange valgte at blive og hyggesnakke i lang tid efter at konkurrencerne var færdige.
Cykelklubben var meget tilfreds med forløbet, og overskuddet vil igen i år tilgå Kræftens Bekæmpelse.
Resultatlister og billeder kan ses på www.ballingcykelklub.dk