Trafikspejl tyvstjålet

Af Ture Damtoft - Tirsdag d.10 Januar 2017 - Kl.11:06

Julefreden sænkede sig over landet for et par uger siden, men på Kalkstensvej i Spøttrup var der lidt uro.

Det er ikke kun de grønne træer og buske der mangler på Kalkstensvej i Spøttrup - spejlet er der dælme heller ikke.

Julefreden sænkede sig over landet for et par uger siden, men på Kalkstensvej i Spøttrup var der lidt uro.
I tidsrummet mellem klokken 10.30 24. december og klokken 17 25. december er der desværre blevet stjålet et trafikspejl. Det var opstillet i et skarpt sving for at kunne se modkørende trafik, men det var der så en eller flere gerningsmænd eller kvinder, som ikke mente, det var nødvendigt.
Det er den lokale grundejerforening, som fik sat skiltet op for et par år siden, og formand Søren Pedersen er helt uforstående overfor, hvorfor nogen ville fjerne det.
- Det er helt hen i vejret at kunne finde på sådan noget. Vedkommende har gjort sig den ulejlighed at grave det op, for vi havde sørget for, det ikke bare kunne løftes. I alt har vi brugt omkring 6000 kroner på skiltet, så det har ikke været helt billigt. Også derfor vil vi gerne have det tilbage, siger Søren Pedersen.
Skulle der sidde en eller flere brødebetyngede tyve med dårlig samvittighed derude, og som ikke har lyst til at stå frem, foreslår Søren Pedersen en nem løsning.
- De kunne jo aflevere det samme sted, så skal vi nok sætte det op igen, siger han og ryster endnu engang på hovedet over et tyveri, som han ganske enkelt ikke kan forstå, man kan få sig selv til, fordi andre kan blive udsat for fare.