Store træskibe gæster egnen

Af Helle Lenschow - Tirsdag d.11 September 2018 - Kl.8:51

Nu kan du igen opleve de smukke træskibe, når der er Limfjorden Rundt for 31. gang.

Nu kan du igen opleve de flotte skibe lokalt. Foto: Brian Amtoft, altien.dk.

Turen starter i Løgstør med videre sejlads til Thisted, Struer, Nykøbing Mors, Fur og Skive, og 2018 udgaven byder på rekordmange deltagere – 72 skibe er tilmeldt. Flere af disse deltagere er helt nye og har ikke været med tidligere. Skibene sejler fra Struer til Nykøbing Mors torsdag den 13. september, og dagen efter til Fur, inden de ankommer til Skive den 15. september.
Der vil være meget for publikum at se og opleve. En del af de mange skibe holder åbent skib i havnene og inviterer gerne publikum indenfor, så man kan opleve skibet og høre om dets historie.  
Når sejladsen fredag aften den 14. september er ankommet til Fur vil besætningen fra Marilyn Anne stå for en del af underholdningen. De modtog sidste år stafetten fra Mira og har således en opgave i at sørge for lidt festligt, inden de selv videregiver opgaven til et andet skib, der næste år skal stå for underholdning i teltet.
Igen i år er afslutningsfesten i Skive den 15. september henlagt til et stort festtelt på havnen. Her vil borgmester Peder Chr. Kirkegaard overrække præmierne til vinderne i de forskellige klasser. Senere på aftenen åbnes teltet også for publikum.