Trivsel for alle

Af Helle Lenschow - Tirsdag d.8 Marts 2022 - Kl.9:03

Vi vil gerne virke for hele lokalområdet.

Elsebeth Futtrup glæder sig over at kunne arbejde for og i lokalområdet.

Birgitte Toft Hummelmose stammer fra Balling, og hun glæder sig over at være tilbage.

De lokale fysioterapeuter i Balling favner bredt.
Tid og individuel fokus er i højsædet hos FysioCare Salling. Her tages der inviduelle hensyn til, at ikke to mennesker er helt ens, og samtidig er der et stort fokus på lokalområdet og glæde over at kunne få mulighed for at virke lokalt.
På klinikken finder du de to fysioterapeuter Elsebeth Futtrup og Birgitte Toft Hummelmose, som hver dag er med til at hjælpe klienter til en bedre funktionsevne og større livskvalitet. For udover at være fysioterapeuter, så har de også en bred vifte af øvrige redskaber, som de bringer i spil, når de sidder foran en klient.
- Ikke to mennesker er ens, og det, der virker godt for den ene, virker måske mindre godt for den anden. Det er derfor en stor fordel, at vi kan supplere hinanden med forskellige områder indenfor vores fag, som vi løbende uddanner os inden for, siger Elsebeth Futtrup.
Birgitte Toft Hummelmose er enig.
- Det giver en stor faglig tilfredsstillelse, at vi kan favne bredt og dermed gøre en reel forskel for mange. Også de klienter, der har kroniske smerter, eller som er i en terminal fase af et sygdomsforløb, siger hun.
Hun startede i Balling for cirka et halv år siden, og her er hun faldet godt til. 
- Der er en stor opbakning til de ting, som vi gør. Det gælder også vores hold, og det er dejligt at have tiden til den enkelte. Jeg stammer fra Balling, og for mig er det som at vende hjem, siger Birgitte Toft Hummelmose.
 
Vil samarbejde
Klinikken samarbejde allerede med flere foreninger - både inden for patientområdet men også inden for det frivillige foreningsliv - og dette samarbejde vil man meget gerne udvikle yderligere.
- Vi vil også meget gerne udvide vores samarbejde med både patientforeninger og det frivillige foreningsliv. Vi har både lokale og instruktør, som vi kan stille til rådighed for patientforeningerne. 
Vi tilbyder foredrag og mulighed for at klæde trænere og spillere på indenfor for eksempel områder som sportsskader. Så sidder der nogle foreninger rundt omkring, der er nysgerrige på at høre, hvordan vi kan samarbejde, så skal de bare tage fat i os. Det ligger os på sinde at virke lokalt - gerne sammen med foreningerne, siger Birgitte Toft Hummelmose.
Elsebeth Futtrup bakker den tankegang op. Selvom klienterne kommer fra et stort opland, så er det vigtigt for klinikken også at værne om det lokale.
- Vi vil meget gerne bidrage med viden til de mange foreninger og deres dygtige frivillige også. Vi har viden inden for et stort område, og den viden vil vi gerne have ud og virke, siger hun.





Nyheder

Persondatapolitik

Du kan downloade en APP til din
telefon/tablet, så fungerer det optimalt
når du skal læse avisen online.
Appen fåes til både
Iphone og Android