Uhyggelig hygge i Spøttrup

Af Helle Lenschow - Tirsdag d.20 Oktober 2015 - Kl.11:54

Rigtig mange børn og voksne benyttede efterårsferien til at gyse på Spøttrup Borg, hvor alle de modige var inviteret til uhyggelig uge med genfærd, zombier og gale munke og hekse. Jan Sand fra Spøttrup Ugeavis fik også en på opleveren, og det er der kommet denne reportage ud af:

Rigtig mange fejrede Halloween på Borgen. Foto: Jan Sand.

Mørket er begyndt at sænke sig, denne kølige efterårsaften i oktober. Mosekonebryggen kommer krybende langs med jorden, fra den store sø ved borgens fod, den kryber langsomt over de volde, der i tidens løb har skræmt mange fjender fra at angribe biskoppens gamle borg. Og denne aften og nat er der noget helt særligt på færde bag de tykke og kolde mure. Der lyder skrig og klages suk fra mørke steder. Hvileløse druider nærmest svæver langsom over de gulve, der i fordumstider blev betrådt af yndige jomfruføder. 
En stakkels sygeplejerske, der vist have været død i mange år, men nu vandrer omkring som zombie, forsøger - tit uden held - at holde den sindsyge munk, som heldigvis er i spændetrøje. 
Dybt nede under de herskabelige og høj sale, holder heksemutter til i sit køkken. Hun serverer heksesnot og andre lækkerier for godtfolket.
Er verden dog gået helt af lave denne nat på den gamle borg? Er porten til underverden åbnet på vid gab?  Nej heldigvis ikke. 
Der er på denne fredag i efterårsferien arrangeret Halloween aften med spøgeslsesjagt og en masse andet u-hyggeligt på den gamle borg, og dette er der rigtig mange mennesker, der nyder godt af. 
Overalt er der sjove aktiviteter, og borgen er mørklagt, så det er frem med lommelygter og diverse apps i ens smart phone, der kan udgøre det for lommelygte. 
Børnene morer sig, og mange voksne bliver også som børn igen.