Værksted og håndarbejde for hele familien

Af Ture Damtoft - Tirsdag d.18 Juli 2017 - Kl.8:26

Hver tirsdag, onsdag og torsdag de næste tre uger kan du besøge de arbejdende værksteder med håndværk og gøremål i Fur Museums have.

Der er mulighed for at prøve mange forskellige aktiviteter, når Fur Museum blander gammel teknik med nutidig teknologi i deres arbejdende værksteder.

Hver tirsdag, onsdag og torsdag de næste tre uger kan du besøge de arbejdende værksteder med håndværk og gøremål i Fur Museums have.
Her kan man opleve, hvordan moderne mennesker blander gammel teknik og nutidig teknologi. Gamle gøremål bliver til brugskunst, kunsthåndværk eller en fritidsbeskæftigelse. Aktiviteterne kan både ses, høres og lugtes.
Museet på Fur kan give dig en heldagsoplevelse med masser af aktiviteter og spændende udstillinger. Der er noget for både børn og voksne; aktørerne fortæller gerne og måske kan du få lov at prøve. Der er normalt tre til fem aktiviteter per dag.
Børn kan prøve at filte uld til en blomst eller at male på molersten. Værkstedsaktiviteterne, som er for hele familien, omfatter billedkunst for børn, børstenbinding, filtning,  sløjd, smedning, spinding, stenhugning, strikning, trak- tortræf, ølbrygning, smykkefremstilling, pileflet og meget mere. Aktiviteterne stimulerer alle sanser, og publikum må gerne deltage. Spillemændene kigger måske forbi, når vejrguderne tillader det. 
Museet er åbent alle ugens dage med rundvisning i den geologiske udstilling, hvor du kan høre om moler, fossiler, vulkaner og meget mere.