Vellykket Sankt Hans aften i Balling

Af Helle Lenschow - Tirsdag d.25 Juni 2019 - Kl.9:31

Vejret viste sig fra den gode side, da Balling fejrede Sankt Hans, og det kunne ses på antallet af gæster til spisning i forsamlingshuset på Nørregade.

Vejret viste sig fra den gode side, da Balling fejrede Sankt Hans, og det kunne ses på antallet af gæster til spisning i forsamlingshuset på Nørregade. Cirka 150 mennesker mødte således op til helstegt pattegris med tilbehør, leveret af Lykkebo Grill.
Efter endt spisning og hyggeligt samvær var der traditionen tro fakkeloptog igennem Balling by, med start og endestation i byparken. Balling Borgerforening havde i år inviteret Anders Bøge, byrådsmedlem og erhvervsdrivende i Balling, som båltaler. Tilbagemeldingerne fra nogle af de godt 200 fremmødte i byparken, var at han gjorde det flot, og endda uden at komme ind på det politiske.
Igen i år havde Børnehaven Tumlegården kreeret heksen, som trods et halvtørt bål, blev sendt godt afsted til Bloksbjerg. 
Borgerforeningen takker byens borgere for den gode opbakning omkring arrangementet.