Vellykket torvedag i Rødding

Af Helle Lenschow - Tirsdag d.5 Juli 2016 - Kl.12:39

SpøttrupCirklens næstformand Knud E. Ibsen har med stor succes bragt en ny idé til torvs i Rødding.

SpøttrupCirklens næstformand Knud E. Ibsen har med stor succes bragt en ny idé til torvs i Rødding. Den 2. juli arrangerede SpøttrupCirklen en torvedag, og det smukke røde torv var tæt pakket med boder og stande samt telte med pølser, øl og vafler. Der var en god stemning og livlig handel, og for børnene var der ponyridning og tegne-male-telt, lige som stedets økologiske landmand Arne Bisgård medbragte en ko. Dette fredsommelige dyr kunne man få lov at malke og derefter drikke selvmalket mælk.
Lokalvirksomheden Æblegrisen tilbød smagsprøver i form af lune frikadeller, og mange af egnens øvrige småproducenter var også repræsenterede med honningsæbe, ny-slynget honning, et væld af husflidsprodukter, planter og selvfølgelig æbletræer. SpøttrupCirklens Galleri BizzArt var naturligvis åbent med café hele dagen.