Veloplagt Ragnvald gav koncert i Salling

Af Helle Lenschow - Tirsdag d.3 August 2021 - Kl.10:16

Hovedpersonen selv var allerede i hopla, inden han skulle på scenen.


Den erfarne entertainer poserede hurtigt til ære for fotografen.

Da avisens udsendte ankom et kvarters tid før koncertstart, holdt scenebussen klar på parkeringspladsen foran ældrecenteret i Rødding, og folk var så småt ved at indfinde sig. Hovedpersonen selv var allerede i hopla, inden han skulle på scenen. Den erfarne entertainer var både snakkesalig og poserede lynhurtigt og scenevant, da vi bad om et backstage billede. Richard Ragnvald forklarede, at han havde hele tre koncerter på programmet foruden den i Rødding. De tre andre steder var Lem Ældrecenter, som havde arrangeret koncerten sammen med Rødding via kontaktrådet. Men han skulle også en tur til både Balling og Oddense inden turen gik hjem til Aarhus.
På scenen var Richard Ragnvald som en fisk i vandet og supplerede de velkendte sange med både anekdotiske bemærkninger om sangenes baggrund og med friske bemærkninger.
- Har vi det ikke godt, udbrød ham mellem et af numrene. Og næsten inden publikum kunne nå at svare positivt tilbage, havde han med et stort smil tilføjet – Men vi har også fortjent det.
Han spillede flere af sine kendte numre, men som han selv sagde, hvis han skulle spille dem alle, ville vi aldrig blive færdige.
Sangen Sommer i Danmark blev ledsaget af en ordentlig regnbyge, hvilket Ragnvald selvfølgelig tog med et smil. Og ret beset hører regn jo også sommeren til.
Undervejs i koncerten fik han også aktiveret publikum til både at klappe og tage en svingom. Dog blev svingommen noget begrænset af vejret. Men der var både rok på stedet og generelt en stor lyst til at synge og klappe med.
Selvom det ikke var sidste koncert på et ældrecenter for Richard Ragnvald, så var det lang fra den første. Han fortalte, at han havde turneret landet tyndt under corona og besøgt imponerende 325 centre rundt om i Danmark.
Inden han sluttede sin koncert af med et potpourri af sine største hits, nåede vi at få endnu et billede i en kæk opstilling. Den scenevante entertainer poserede straks, da avisens udsendte nærmede sig scenen med kameraet fremme. Dette skete alt imens han fortsatte sceneshowet, der på behørig vis blev afsluttet med Kære lille Mormor.
Fem minutter efter koncerten var slut, var scene og bus pakket sammen og snart klar til at køre til næste koncertsted, som denne dag var Lem Ældrecenter.

 





Nyheder

Persondatapolitik

Du kan downloade en APP til din
telefon/tablet, så fungerer det optimalt
når du skal læse avisen online.
Appen fåes til både
Iphone og Android