Vin fra Hindborg til hele Danmark

Af Helle Lenschow - Tirsdag d.2 Juni 2020 - Kl.9:32

Pedersborg Vin er den succes, som få trode var mulig, da virksomheden startede.

Mette Goul Jensen og Else Bengaard Christensen ejer butikken i Hindborg.

Vin vin og mere vin. Og der imellem spiritus, champagne, delikatesser, god service og erfaren rådgivning om de dyrebare dråber. Det er kendetegnene ved Pedersborg Vins butik i Hindborg.
Udover den fysiske butik har vinforretningen også en webshop, hvorfra der sælges varer til hele landet. Sidst år blev virksomheden kåret til en af Børsens Gazellevirksomheder - grundet sin flotte vækst.
- Vi har fokus på at have vin og spiritus af en god kvalitet samt et bredt og stort udvalg, og dele af vores succes skal findes der. Fordi udvalget er så bredt, har vi også vine i alle prisklasser. Vi henvender os til en bred kundegruppe, siger Mette Goul Jensen, der ejer butikken sammen med Else Bengaard Christensen.
Mette Goul Jensen er datter af vinforretningens stiftere Peder og Ellen Christensen, mens Else Bengaard Christensen er deres svigerdatter. De overtog forretningen i 2018, og forinden havde Peder og Ellen Christensen drevet den i 18 år. Den er således fortsat som et familieforetagende.
- Da Peder fik idéen har mange uden tvivl tænkt, at det var et vanvittigt projekt. En vinforretning i Hindborg! Kan man det? Men det kunne han, siger Else Bengaard Christensen.
Kodeordene bag successen er således hårdt arbejde og samarbejde med gode vinhuse.
- Det sidste er vigtigt, for ellers sælger du jo ingen vin, siger Mette Goul Jensen.


Smagninger på vej
Butikken er et besøg værd. Det er en spændende og unik butik i tre etager samt en flot og gammel vinkælder fyldt med spændende vine. Her finder du også de ældre årgange af klassiske vine, som ikke altid kan findes i webshoppen.
- Mange er overrasket over udvalget, når de besøger os første gang. Vi værner også om at give kunderne en hyggelig og god oplevelse, siger Mette Goul Jensen.
Samtidig er fordelen ved besøget, at kunden samtidig kan få rådgivning fra de erfarne kendere.
- Du tager bare din menu med til den kommende fest. Så skal vi nok finde den bedste vin til maden, siger Else Bengaard Christensen.
Det samme gælder naturligvis champagne, rom, gin og portvin.
Udover salg af vine og andre spændende drikke så arrangerer Pedersborg Vin også smagninger og foredrag. I efteråret kan du således glæde dig til både gin- og whisky smagninger, lige som der er en glas-smagning på vej. Her kan du prøve at drikke vin fra de rigtige glas, som dermed fuldender oplevelsen.