Lokal virksomhed med vokseværk

Af Helle Lenschow - Tirsdag d.8 September 2020 - Kl.14:45

Et nyt og topmoderne værksted på knap 3500 kvadratmeter er skudt op i Nørregade 66 i Balling.

Det er N. C. Nielsen, der dermed udvider med de nye rammer, og i alt råder virksomheden nu over 21.000 kvadratmeter under tag på adressen. Baggrunden for at udbygge skyldes et stigende antal aktiviteter og deraf pladsmangel - både i de eksisterende virksomhedsbygninger, men også på det eksisterende værksted, hvor der nu frigøres plads. Det nye værksted indeholder en række nye funktioner - herunder vaskehal, malerkabine, maskinværksted, læsse- og rampefaciliteter samt et lager til nye maskiner.
Udbygningen giver således N.C. Nielsen en bedre mulighed for fremover at renovere endnu flere af sine maskiner i eget regi, og der er også ansat flere faglærte autolakerere, der kun har til opgave at male gaffeltruck, entreprenørmaskiner og andet transport-materiel.
Disse tiltag går fint i hånd med kundernes stigende krav til maskiner og leveringstid. Derudover giver det også et meget bedre logistikflow i virksomheden.
Især de gigantiske reachstackere fylder godt på værkstedet og kræver en masse plads, og med det nye værksted tages der højde for disse og andre af de største maskiner. Blandt andet sikres der bedre adgangsforhold.
- Vi glæder os meget over at kunne tilbyde disse forhold til vores dygtige medarbejdere, siger direktør Per T. Nielsen fra N. C. Nielsen.
Virksomheden har 240 ansatte og råder over 100 servicebiler til at servicere truck i hele landet. 




Nyheder

Persondatapolitik

Du kan downloade en APP til din
telefon/tablet, så fungerer det optimalt
når du skal læse avisen online.
Appen fåes til både
Iphone og Android